This post is inspired by the comment posted by Christian December 5 with the quotation from Deleuze’ essay “Pure Immanence – Essays on a Life”. See the comment under the quotation of the week. The following are paragraphs taken from a Danish chapter of mine in relation to the work of the Danish philosopher
Udpluk fra kapitlet ”At tænke livet fuld af frihed” fra bogen Filosofiske stemmer. Red. Steen Nepper Larsen, Alexander Carnera og
”Jeg skal ikke denne sammenhæng systematisk behandle denne komplicerede og filosofiberigende tekstur og tankestruktur, men blot påpege, at det er fra udsynet af denne citerede betydningshorisont at Kirkeby finder en lignende, og måske en mere radikal udlægning af den fuldkommende og selvindeholdte immanens i Cusanus’ filosofiske begreb ”Non-aliud”, da dette således slående minder om Cusanus’ definition af ”non-aliud”: ”Non-aliud non aliud est quam non-aliud” [Det ikke-andet er ikke andet end det ikke-andet] (Kirkeby 2005: 111-20). Afgørende er det således at forstå, at Kirkeby deler kampzone med Deleuze (1990) og Deleuze og Guattari (1996), men til forskel, og ganske dristigt, ønsker Kirkeby at udfolde problematikken om den radikale immanens frontalt og direkte fra begivenhedens side, og ikke som det er tilfældet for d’herrer, at anbringe begivenheden som et sidste begreb, der så at sige ’forklarer’ alt andet, ikke mindst immanensen selvforhold. Dette er så at sige Kirkebys egenrådige variation inden for den betydningshorisont, der ønsker at fastholde en radikal immanens: at kortlægge og optegne begivenheden som ’første’ begreb, at ville klarlægge dens heterogene konstellation(er) før den omvendes til betydningsgivende substans til og for ’alt andet’, vel vidende, at begivenheden selv, som sig selv, altid undslipper ordrernes klædedragt og tankens greb om sig selv. Dette fordrer, at tanken må tænke bagom sig selv, eller snarere og mere præcist, ’indad’ mod sig selv, der ikke i egentlig forstand er en interioritet, men derimod et ’før-sig-selv’, der kun gives i tanken af, hvad det vil sige at tænke. En passage, der som hud står i midten af realitetens uadskillelige sammensathed, en flade, der således hverken tilhører tingenes tilstand eller kødets sedimenterede meningsmæthed, huden som zonen mellem materialitetens kausalkæder og virkelighedens spil i meningens ulegemlighed, som subjektivitetens ind-stand i selve realitetens virkeliggørelse.[1] (At tænke livet fuld af frihed pp. 145-146).
OG SENERE PROBLEMATISERES DETTE FORHOLD EFTER EN KORT UDLÆGNING AF LEIBNIZ’ IDÉ OM MONADERNE.
”Det er i den forbindelse, at det måske er nærliggende at hævde, at der slet og ret ikke er nogen forskel på Leibniz’ begreb om virkeligheden som den bedste af alle mulige verdener, og Deleuzes (1990) version af stoikernes amor fati, som dette at vise sig værdig til det, som sker med os og dermed at ville begivenheden, for i begge tilfælde kommer paschein [at ske] til at dominere over poiein [at skabe]. Forskellen er egentlig kun, at hvor Leibniz’ begreb om skæbnen, om heimarmene, er rationelt begrundet gennem referencen til en esse a se, til en omnipotent, autonom guddom, så er Deleuzes (1990) begreb om skæbnen begrundet i hentydningen til en irrationalitet eller mere præcist til en trans-rationalitet. Til en forestilling om et ordnet kaotisk plan, der omfatter den anonyme og neutrale præ-cogitale bevidsthed, der transformeres til en verdslig fromhed, som selve livets affirmative positivitet, hvor begivenheden er alt, hvad der er tilfældet, ikke mindst, tilfældets egen indstiftelse.[2]
Spørgsmålet er blot, om det sikrer en immanens, der kan være immanent i forhold til sig selv, til trods for at begivenheden præsenteres med en skyggefuld og hemmelig side, eftersom tanken om en parallelitet mellem det virtuelle og det aktuelle udspiller sig i en tid hinsides tiden, i en død tid, i en mellem-tid, så at sige gør begivenheden til det sketes koglekirtel, til den skjulte mekanisme, hvori materien og ånden formidles med hinanden. Eller måske mere præcist, mellem-tiden som tilblivelse bliver da en skeen, hvor det ulegemlige og det legemlige uforklarligt formidles og medieres med hinanden, og spørgsmålet bliver da, om denne filosofiske tanke om en umiddelbar skeen er en tilstrækkelig stærk tanke til at kunne redegøre for den selvindeholdte immanens. For problemet bliver her, at begivenheden som immanensens grundfigur, som denne mellem-tid, som tilblivelsens skeen, ikke er tilgængelig for refleksion; alternativet ville f.eks. være Kants system eller Heideggers eksistentialer. Her synes det dog ej heller tilfredsstillende blot at gentage postulatet om, at immanensen er immanent i sig selv, som dét forklarende grundlag for tilblivelsens skeen, da det ikke forklarer immanensen selvforhold. Og bevæger vi tanken videre ad den vej, bliver det måske endnu mere fatalt, da immanensen synes at blive den kategori, der ophæver det kategoriale, hvilket vil sige tankens forhold til sig selv og ikke mindst tankens eget billede af sin egen tilblivelse, da negationen af refleksionen sker i egenskab af en skjult transcendens, idet immanensen må bekræfte sig selv ved at fordoble sig selv til et ’Andet’-Selv, hvormed og hvori den kan bevare sin immanens. Det er så at sige, denne fordoblingsproblematik i forbindelse med den selvindeholdte immanens og dens betydning for begivenhedens begrebsoptegnelse, der er central, når den filosofiske tanke forpligter sig på at tænke eksistensen som indfoldet og nedsunket i tiden, i historiens tavse sokler, og der bevarer en altid mulig verden af frihed.” (At tænke livet fuld af frihed pp. 148-149)
[1] ”Ind-stand” er en neologisme dannet af undertegnede. Den henviser ikke blot til, at noget står ind eller frem for tanken, men at tanken, som Prolepsis, som foregribelse, må foregribe ikke bare sig selv som realitet, men som tilblivelse; at den så at sige bliver til som stoflighed i en materie, den som begivenhedsfilosofi er sat til at foregribe.
[2] I forbindelse med at anskue livet som en foreliggende affirmativ positivitet, se en af de sidste og meget smukke tekster af Deleuze (1995): ”Immanensen: et liv …”, og den ikke mindre kyndige udlægning, udfoldet af den italienske filosof Giorgio Agamben (1999) Absolute Immanence.
No comments:
Post a Comment